AndersK.jpg

Anders Kolpen - arbejder hos Primodan

Anders Kolpen Industriteknikerlærling Primodan

  • Anders Kolpen
  • 37 år
  • Industritekniker voksenlærling hos Primodan i Holbæk

Lidt om mig selv

Jeg er 37 år gammel og bor sammen med min kone og 2 drenge på 7 og 10 år. Vi bor til leje på en stor gård, hvor jeg også hjælper til i marken når der er behov for dette. Drengene går i den lokale skole og min kone arbejder på Filadelphia Epilepsihospital som børne-neuro-psykolog.

Vi flyttede hertil for snart 10 år siden, da jeg søgte stillingen som traktorfører. Jeg fik ikke jobbet, men vi fik lejligheden. Vi bor i en længe og har kun den gamle Greve som nabo i hovedhuset.
Gården ligger for enden af en lang grusvej, kun forstyrret af vildtet omkring os, og vi har en skøn udsigt til store åbne marker og skov.

Min uddannelsesmæssige baggrund

Jeg var den eneste på min årgang som gik ud af 9. klasse. Jeg vidste jeg skulle være Cykelmekaniker, og have allerede job i den cykelforretning, hvor jeg skulle i lære. Jeg er udlært Cykelmekaniker, og har været i branchen siden 2001 (1996 som arbejdsdreng).

Jeg er udlært Industritekniker i marts 2014, efter en længere skoleperiode og svendeprøve.

Om virksomheden jeg arbejder i

Jeg er ansat som voksenlærling hos Primodan, som ligger udenfor Holbæk.
Primodan laver fyldemaskiner til fødevareindustrien til b.la. Yoghurt, Creme Fraiche osv. Derudover laver vi også anlæg til feta produktion.
Vores maskiner sælges primært til Mellemøsten og Europa, til både små og store mejerier.

Primodan er en læreplads som kan opfylde mange aspekter af Industritekniker uddannelsen. Vi har b.la. spåntagning, smede, automation, elektronik, pneumatik, tegnestue og montagearbejde under samme tag. Vi arbejder både på manuelle og CNC styrede dreje og fræsemaskiner.

Som lærling i Primodan kommer man rundt på flere stationer både manuelt og CNC. Vi kommer også til smede og montageafdelingen.
På grund af mit afkortede forløb som voksenlærling er min praktikperiode dog kun i spåntagningen.

Vi står sammen med Svende som har flere årtiers erfaring med det de laver, og de giver os en særdeles god viden, ikke kun om betjeningen af maskinerne, men også håndværket bag et flot resultat.

Sådan har mit forløb været

Jeg havde en bekendt på en maskinfabrik, som gjorde mig opmærksom på Primodan. Jeg kørte ud til virksomheden og spurgte efter Værkføreren. Jeg spurgte om de tog voksenlærlinge og han sagde; Ja, det gør vi - kom med rundt og se forretningen.

Hverdagen i virksomheden

I virksomheden stod jeg længe på manuel drejebænk. Jeg har drejet en del før, så jeg kunne egentligt arbejde selvstændigt fra dag 1. Dette var medvirkende til jeg blev hængende i lang tid. Efter dette har jeg primært stået ved en MAZAK fræser.

Er der specielle opgaver som kræver lidt ekstra opmærksomhed, er det oftest mig som bliver sat på sagen. Dette tager jeg som et skulderklap, og forsøger at leve op til forventningerne mine kolleger har.

På skolen er vi alle lige. Jeg hjælper meget gerne til, hvor der er brug for det mht. programmering og tegneprogrammer.

På trods af min praktikplads ikke er super moderne, får jeg alligevel erfaring med i rygsækken, b.la. også til at hjælpe mine medstuderende til opstillinger og bearbejdningsmetoder.

Hvorfor har jeg valgt uddannelsen til Industritekniker

Jeg har altid lavet mine egne reservedele eller repareret cykler, uden bare at bytte til nyt. Min far var vild med værktøj, og havde både drejebænke og fræsere. Jeg lærte hurtigt at betjene dem, og kunne altid lige lave en dims til nogen der havde brug for det.

Jeg har valgt uddannelsen, fordi det simpelthen er den eneste måde jeg kan udfordre mig selv, og blive udfordret på. Uddannelsen byder på en enorm pallette af muligheder, og jeg synes der åbner sig flere og flere muligheder som tiden går.

Hvad der det bedste ved uddannelsen

Min hobby er et stort omdrejningspunkt i uddannelsen. Jeg bygger fjernstyrede traktorer i skala 1:16, og min hobby og mit arbejde hænger uløseligt sammen.
Når jeg har fri fra arbejde, skal jeg hjem og tage flere spåner, tænke bearbejdningsmetoder og opstillinger....fedt!!

Hvad er dine fremtidsplaner

Jeg vil rigtig gerne lære fra mig af de erfaringer jeg selv har gjort, eller undervise på en skole.

I øjeblikket går jeg og drømmer om at have min egen lille virksomhed, som umiddelbart skal fremstille små enkeltstyks emner. Her skal jeg trække på mine bekendtskaber til både laser, print, fræs og dreje emner. Ikke nødvendigvis at jeg skal fremstille delene, men i høj grad designe og udvikle små løsninger.

Jeg har b.la. fået en fod indenfor med dele til et MC Dragster-team, samt nogle emner til Rigshospitalet, og det kunne være spændende at se hvad dette kunne føre til.

Hvorfor har du valgt at blive rollemodel for Industritekniker.nu

Jeg blev spurgt af lederen for afdelingen på min skole, om det var noget for mig. Da jeg synes det er sjovt og spændende at videregive min erfaring og historie, tænkte jeg igen at dette var mere en hobby end et reelt arbejde, og sagde ja.

Fritidsinteresser

TRAKTOR!
Alt hvad er har med traktorer at gøre. Om det er skala 1:1 eller de små fjernstyrede, så er det en drengeting, som stadig sidder i mig.

Som sagt bygger jeg fjernstyrede modeller med alt fra lys til gearkasser, differentialespær, kraftoverføringsaksler osv. Det giver mig nogle udfordringer, hvor jeg altid står på helt bar bund og bygger ud fra ingenting. Jeg skal hele tiden tænke frem mht. om der er plads til næste komponent, som end ikke er fremstillet endnu.
Ofte er det projekter som tager 1-2 år at færdiggøre.

Jeg tager til udstillinger både i Danmark og Tyskland, hvor jeg viser modellerne frem til ligesindede.




Hvorfor vente?
Søg om optagelse nu!

Vi er også sociale!

Følg industritekniker.nu og få løbende information og opdateringer om events, nye praktikpladser og meget mere.

Følg os på LinkedIn

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik

OKAY