Industritekniker_jonasfjord-1.jpg

Tidens profil Jonas Fjord

Industritekniker_jonasfjord-1.jpg

Ti års dannelsesrejse førte Jonas fra Vestjylland, gennem regnskoven i Peru - til Spjald som industriteknikerlærling

Som 26-årig har Jonas Fjord fra Holstebro fundet ro og troen på, at han er havnet på rette hylde som voksenlærling hos K. P. Komponenter. Vejen dertil har hverken været kedelig eller spild af tid.

I ungdomsårene ville han noget med fodbold, så 8. og 9. klasse blev tilbragt på Lomborg Idrætsefterskole, hvorefter valget faldt på 10. klasse på Sportscollege i Holstebroindtil fodbolden måtte vige for fester og andre interesser. Efter HF-eksamen blev sabbatåret brugt på job i en tøjbutik og ved en entreprenør.

Interessen for festivaller og koncerter fik Jonas til at søge ind på Service Økonom uddannelsen, men efter 1. år måtte han erkende, at det ikke var det rigtige valg. Han fik dog hurtigt et job som tilkaldevagt i en børnehave, og ret hurtigt blev det udvidet til 4-5 børnehaver, så han havde efterhånden en fuldtidsløn. Arbejdet med børn var så givende, at han faktisk overvejede pædagoguddannelsen, men de opsparede penge skulle først bruges på at rejse ud i verden.

Gennem Projects Abroad der formidler frivilligt arbejde i udlandet, tog Jonas springet og tog til Peru, boede 3 måneder hos en spansktalende familie og arbejdede som frivillig bl.a. ved at være fodboldtræner for områdets unge drenge. Dernæst arbejdede han 1 måned på et bevaringsprojekt i en peruviansk regnskov, hvor der blev plantet træer og dyrene blev fodret på det lokale dyreinternat. – Det var en kæmpe oplevelse for livet, og jeg fik lært at tale spansk, fortæller Jonas og fortsætter:

- Efter Peru rejste jeg til USA og mødtes med min storebror. Sammen rejser vi rundt og besøger bl.a. K.P. Komponenter, der har et datterselskab i South Carolina. Min storebror arbejder for K.P. Komponenter i Danmark og syntes det kunne være sjovt at se den amerikanske del af firmaet. Her møder han Jakob Rasmussen, der på det tidspunkt er udstationeret for K.P. i Danmark.

undefined

- Undervejs på rejsen søger jeg ind på Aalborg Universitet for at læse International virksomhedskommunikation, da jeg egentlig var god til sprog, især mit spanske var blevet godt i Peru, fortæller han. Men efter 3. semester kunne han ikke se hvad uddannelsen skulle føre til, så frustrationen over dette, førte til en depression – og han flyttede tilbage til sin hjemegn.

- Men penge skal der jo til. Så min storebror foreslår, at jeg tager et ufaglært job hos K. P. Komponenter, hvor der er gode penge i at arbejde på nathold, siger han. Jakob Rasmussen, som Jonas mødte i USA, er nu hjemvendt til K. P. Komponenter i Spjald, og tager uden tøven Jonas ind.

- Jeg arbejder ca. 1 år som ufaglært hos K. P. hvor jeg overvejer om jeg skal gå i gang med uddannelsen til Business Developer Engineer i Herning. Men jeg synes samtidig også, at det er spændende og udfordrende at arbejde med CNC-maskinerne hos K. P. - og tankerne om at gå i voksenlære som industritekniker begynder at spire.

Heldigvis er K. P. Komponenter interesseret og Jonas begynder på grundforløbet til industriteknikeruddannelsen i august i år.

Og indtil nu har Jonas kun positivt at sige om sit valg. – Jeg har klart en fordel ved, at jeg har arbejdet i virksomheden inden uddannelsen og har noget praktisk erfaring fra branchen med mig. Jeg er meget glad for uddannelsen og K. P.  og de udfordringer det giver. Samtidig sker der rigtig meget i den branche, som K. P. Komponenter befinder sig i, så det er noget der passer mig fint, siger Jonas tilfreds.

Fremtidsplanerne er også allerede defineret. Når han er færdig som industritekniker efter 2 år og 9 måneder (pga. meritoverførsel fra HF), vil han gerne arbejde nogle år og dygtiggøre sig som industritekniker, inden han læser videre på den 2-årige uddannelse til Automationsteknolog – en uddannelse der bl.a. sigter mod at kunne skabe produktionssystemer, der kan automatisere processerne samt give indsigt i hvilken robotteknologi, der er bedst at investere i.

- Jeg tror på, at der er og i fremtiden vil være et stort behov for folk med disse kompetencer, da industrien jo i de senere år har trukket flere og flere arbejdspladser hjem til Danmark, fordi vi er gode til at udnytte teknologien til at være konkurrencedygtige, slutter han.

undefined

 

Tilbage til oversigten

Vi er også sociale!

Følg industritekniker.nu og få løbende information og opdateringer om events, nye praktikpladser og meget mere.

Følg os på LinkedIn Følg os på Instagram