Alberte RIVAL 19012023.jpg

Dato:
19 januar 2023

Alberte elsker at nørde med computer, maskiner og metal: Hun er rollemodel i metalfag og ambassadør for kvinder i mandefag

21-årig lærling fra Rival i Svejstrup slår et slag for, at unge vælger faglig uddannelse i metalfag.
Alberte Thomsen på 21 år er i lære som industritekniker på maskinfabrikken Rival A/S i Svejstrup, og dermed går hun mod strømmen på flere måder.
Hun valgte nemlig en faglig erhvervsuddannelse i stedet for at gå gymnasievejen, som ellers er førstevalget hos mange unge, og så tilmed i et fag, hvor det overvejende flertal af hendes kollegaer er mænd.

I kamp for faget

Det usædvanlige ved Alberte Thomsen, som er født og opvokset i Voerladegård, stopper imidlertid ikke her. Hun har nemlig også meldt sig under fanerne for at kæmpe for, at flere unge vælger en faglig erhvervsuddannelse som industritekniker eller en af de andre uddannelser i metalfagene, og så er hun også klar til at slå et slag for at få flere kvinder i mandefag.
Alberte er således en af 15 rollemodeller på landsplan indenfor metalfagene under Stålakademiet, som er en paraplyorganisation der har samlet profileringen af metalindustriens uddannelser og koordineret en indsats for at fremme elevoptaget på seks erhvervsuddannelser.

Rundt i landet

Alberte kunne godt se ideen, da hun blev spurgt, om hun ville være rollemodel.
»Jeg tænkte, at det kunne da egentlig være meget fedt at komme ud og få skabt noget opmærksomhed om det her fag, hvor vi allerede mangler arbejdskraft og kommer til det i stigende grad i løbet af de næste år, ligesom det også er tilfældet indenfor de fleste andre erhvervsfag, hvor der simpelt hen ikke er nok lærlinge,« fastslår Alberte Thomsen.
Tillidsposten som rollemodel indebærer blandt andet, at Alberte tager med ud på uddannelsesmesser i hele landet og snakker med andre unge, som skal til at vælge en ungdomsuddannelse. 
»Vi tager ud og snakker med de unge i øjenhøjde, så det er unge mennesker, der taler med andre unge mennesker. Vi får skabt noget opmærksomhed og forhåbentlig fanget deres interesse i at vælge metalvejen,« uddyber Alberte Thomsen.

En ambassadør

Industritekniker-lærlingen fra Rival A/S er samtidig også er ambassadør for Boss Ladies, som er et fællesskab af kvindelige håndværkere, der har fokus på kvinder i mandefag.
Her er der 330 ambassadører i alle erhvervsfag. Man bestemmer selv, hvordan man vil være aktiv. Det kan være at tage ud på folkeskoler, lave opslag på sociale medier eller at bruge det som et netværk, hvor man kan sparre med andre kvinder.
Alberte var således for et par måneder siden med ude på en folkeskole for at holde oplæg.
»Det er jo også for at nedbryde de stereotyper, som nogle mennesker har om, hvad en håndværker er? En håndværker kan altså også godt være en kvinde. Det er der slet ikke noget problem i,« betoner hun.

Et fedt job

Efter lidt tilløb med et grundforløb på en erhvervsskole, hvor Alberte alligevel ikke så sig klar til at træffe et uddannelsesvalg, og derefter et års tid med ufaglært arbejde, blev hun som 18-årig tilbudt en læreplads på Rival. Hun prøvede det først i praktik, inden hun sagde ja tak, og til november i år er hun udlært.
»Jeg er superglad for det. Jeg mærker som sådan heller ikke, at jeg er en af de få kvinder, der er her i og med, at vi alle sammen nørder om det samme fag. Det er mega fedt, og så synes jeg, at Rival er en super god arbejdsplads. Her er et fællesskab af den anden verden herude,« siger Alberte.
Industritekniker er en fornyet udgave af den faglige uddannelse, som tidligere hed maskinarbejder. I dag foregår meget af arbejdet med at lave programmer til maskinerne på computer.
»Det er jo hverken tungt eller beskidt arbejde, men egentlig en ret teknisk uddannelse. I starten havde jeg ikke selv meget styr på computere, men det lærer man stille og rolig under vejs. Og så kan jeg godt lide, at man lærer noget nyt nærmest hver dag, fordi det er et fag i rivende udvikling.«

Mere fokus

I årevis er det blevet efterlyst, at flere unge burde vælge en erhvervsuddannelse, og senest efterlyste statsminister Mette Frederiksen det også i sin nytårstale. Hvad tænker du, at der skal til, før det sker?
»Erhvervsuddannelser skal introduceres lidt mere i folkeskolen. Det er jo der, det starter. Hvis man ikke ved, at industritekniker findes, så er det svært at kigge i den retning. Der skal være nogen, der skubber på. Så nogle flere praktiske fag i folkeskolen, og mere fokus på det,« svarer Alberte Thomsen.
Hun opfordrer også unge til at få et fritidsjob, så man på den måde bliver introduceret til forskellige erhvervsfag.
Dertil kommer, at gymnasieelever bør kende til erhvervsuddannelserne som en mulighed efter huen, mener Alberte Thomsen.
Artikel og billede: Skanderborg lokalavis - Erland Rasmussen

Hvorfor vente?
Søg om optagelse på industritekniker uddannelsen nu!

Søg optagelse nu

Vi er også sociale!

Følg industritekniker.nu og få løbende information og opdateringer om events, nye praktikpladser og meget mere.

Følg os på LinkedIn Følg os på Instagram