Dato:
27 marts 2022
Kræfterne bag Stålakademiet lancerede sidste år en model, der har fået flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Modellen bygger på rollemodeller og virksomhedsbesøg og blev bl.a. gennemført på Aarhus Tech. Et andet åbenthus-arrangement i Østjylland tiltrak - nærmest ved en tilfældighed - en indiskfødt ingeniør - som nu er gået i voksenlære.
Med udgangspunkt i at det er svært at vælge en uddannelse, når man ikke kender den, prøvede kræfterne bag det nuværende Stålakademiet i efteråret en ny model af på de tekniske skoler i Vejle, Odense, Esbjerg og Aarhus. Over tre dage kunne eleverne på eksempelvis Aarhus Tech (tre hold på hver 20 unge) på Grundforløb 1 på fagretningen med smed og industritekniker besøge tre lokale virksomheder i Østjylland: Prodan, Gromas Maskinfabrik og Johnson Controls, så de kort fortalt kunne få et indblik i faget. Arrangementet blev tilrettelagt af Stålakademiet, som også sponsorerede bustransporten.
Hvert arrangement blev indledt med et møde på Aarhus Tech, hvor to rollemodeller - elever på henholdsvis smede- og industriteknikeruddannelsen - fortalte Grundforløb 1-eleverne lidt om, hvordan de selv havde fundet vej til metalbranchen, om deres uddannelsesforløb og lærepladser.
”Det var virkelig en øjenåbner for de unge mennesker. Havde vi ikke lavet dette arrangement, havde flere af dem helt sikkert valgt en anden uddannelse, som de i forvejen havde kendskab til,” vurderer uddannelseschef Jan Hougaard Jensen.
Da Grundforløb 2 efterfølgende startede i januar 2022, var der 20 elever plus én EUX-elev på smedeuddannelsen samt 12 elever plus to EUX-elever på industriteknikeruddannelsen. Især smedeuddannelsen er gået frem sammenlignet med samme periode året før, hvor der startede 12 elever.
KENDSKABSGRADEN SKAL OP
Aarhus Tech har deltaget på mange uddannelsesmesser, og der er ifølge konsulent Helle Hyldahl Vestergaard ingen tvivl om, at især uddannelsen som industritekniker kun er kendt af ganske få unge og deres forældre. Hun har bl.a. til opgave at rekruttere elever til uddannelserne og skaffe lærepladser.
De to ansatte fra Aarhus Tech er ikke i tvivl om, at det er den afgørende kendskabsgrad til uddannelserne, der bliver løftet ved at de unge kan tale med jævnaldrende rollemodeller og besøge virksomheder.
”Vi rammer især nogle af de unge, som er i tvivl om, hvilken uddannelse de skal tage. Så modellen har stor effekt. Vi kommer til at bruge modellen igen til efteråret. Det var en succes - også for virksomhederne,” siger Jan Hougaard Jensen.
Daglig leder af Stålakademiet følger op:
”Vores initiativer virker, så nu skal vi have ideen med rollemodeller og virksomhedsbesøg udbredt til endnu flere tekniske skoler. Men timingen er vigtig i forhold til, hvor langt de unge er kommet i deres uddannelsesforløb. Vi skal i dialog med dem, inden de træffer deres retningsvalg,” siger Henning Dam.
OPSLAGET BLEV SET
I samarbejde med Stålakademiet har Aarhus Tech opfordret flere lokale virksomheder til at holde åbent hus for at skaffe nye lærlinge. En af virksomhederne er DSB Vedligehold, som bl.a. annoncerede deres arrangement på Facebook og på interne opslag.
Opslaget blev bemærket af Rajesh Brushan, som i over ti år havde gjort rent i virksomheden, og som godt kunne tænke sig at komme i lære som industritekniker. Han er 42 år og kommer fra Indien, hvor han i øvrigt er uddannet ingeniør. Han skønner selv, at hans uddannelse er forældet. Han er nu i gang med Grundforløb 2 på Aarhus Tech og har allerede skiftet retning, for det var svært - med hans baggrund, uddannelse og alder - at finde en læreplads inden for dette fag. I stedet har han nu via hjælp fra Stålakademiet fået læreplads som støberitekniker hos Jydsk Aluminium Industri i Herning. Efter nogle måneder på prøve som ufaglært, kom lærepladskontrakten på plads. Inden længe flytter Rajesh Brushan og hans kone og to børn fra Aarhus til Herning.
”Generelt er det blevet lettere at finde lærepladser, end det har været i mange år. Manglen på arbejdskraft har næsten fået virksomhederne til at stå i kø for at få en lærling,” siger Helle Hyldahl Vestergaard.
På billedet ses Helle Hyldahl Vestergaard og Jan Hougaard Jensen er enige om, at ideen med rollemodeller og virksomhedsbesøg kan få unge til at vælge en erhvervsuddannelse på Aarhus Tech.
Foto: Stålakademiet.nu
01 december 2022
07 november 2022